Træning uge 9/10 – 6½ uge til Hamborg Marathon

En uge nærmere målet Hamborg Marathon. Det begynder at snerpe til nu, og træningen er tung med mange km og lange seje intervaller. Jeg kan mærke på kroppen at energi-niveauet har været dalende hen over weekenden. Efter sidste uges langtur torsdag indeholdende en del kvalitet, så stod den på et par dage, hvor vi var i byen fredag og havde gæster lørdag med lidt god mad og vin begge dage. Jeg fik måske heller ikke så meget søvn som jeg burde, så søndagens morgen-pas inden job var en rigtig sej omgang, hvor jeg havde planlagt lidt marathonpace. Passet blev gennemført, men jeg følte mig riiigtig træt, tung og uoplagt. Jeg ser det som en lille reminder om hvor meget kost og søvn betyder i forhold til restitutionen, og hvor vigtigt det er at man vægter hvile/søvn og kost når man skal forsøge at holde og skærpe løbe-formen i den grad som jeg gør lige pt. Der er bare ikke plads til de store udskejelser før det har konsekvenser.

Nå, men nu var der jo også DM i lang cross i lørdags, og jeg skal da ærligt indrømme, at det selvfølgelig fristede at tage ned og gi den gas i Fredericia når det har kørt så godt for mig på det sidste. Men jeg havde altså fravalgt løbet, til dels fordi det ikke passede specielt godt ind familie-planer med børnefødselsdag osv. Men samtidig er det udelukkende er marathon-træningen som har mit fokus lige nu, og jeg havde ikke lyst til at bruge ”krudt” på nedtrapning – opladning til løbet osv. Hvis jeg stiller op til et DM i lang Cross, så går jeg ”all in” og satser på en god placering, og har ikke lyst til “bare” at bruge det som et træningsløb.

Dermed bliver næste løb altså DM på 10km landevej i Middelfart. Det passer fint ind i mine planer, at jeg begynder at trappe lidt ned på mængden op til løbet d. 1. april. Jeg kan både bruge det som rigtig god træning, samt som en form-test inden Hamborg der finder sted 3 uger senere. Dermed får jeg et fint fingerpeg om formen, og om det er realistisk med en hurtig tid i Hamborg.

Træningen siden sidst har som nævnt været præget af lidt træthed, men lidt kvalitet er det da blevet til alligevel. Torsdag løb jeg ugens langtur på 35km med 15 km i marathonpace + 5 km progressiv. Jeg løb de første 8 km roligt i 4.30-4.40/km. Herefter løb jeg 8 km progressivt fra 3.58-3.27/km, hvoraf 3 km omkring marathonpace. Efter 1km jog afsluttede jeg passet med 3 x 4km løbet rimeligt stabilt omkring marathonpace ca. 3.30/km (3.24-3.33) Jeg havde for en sikkerheds skyld taget to små flasker vand på 180ml. med – meget heldigt for solen brød igennem skyerne, og det blev lidt lunt med solskin til sidst. Jeg fik det lidt dårligt og en smule hovedpine under afjog efter det sidste interval. Så jeg var sandsynligvis ved at dehydrere.

Den tunge langtur krævede et par rolige dage inden det søndag morgen blev til en hurtig tur på 17km inden jeg skulle på job. Jeg løb efter lidt opvarmning 4 x 2½ km i marathonpace ca. 3.30/km med 500m jog imellem. Jeg følte mig rigtig tung og træt under passet – ikke rart! Dermed blev sidste uges mængde til i alt 146km.

Med weekendens strabadser på afstand, så var der heldigvis lidt mere friskhed at spore igen tirsdag, hvor den stod på en god omgang tempointervaller med fokus på AT + anaerob tempo. Efter 6km opvarmning løb jeg 6 x 1800m i Ådalen. Det passer med et dejligt langt fladt lige stykke på ca. 17-1800m I Ådalen, så det er oplagt med tempo-intervaller her. De første 1400m løb jeg i 3.12-3.20/km herefter blev tempo øget de sidste 400m til 3.00-3.08/km. Intervalpause var ca. 30 sek. stå + 400m jog. Dermed i alt 10,8 km i spændet 3.00-3.20/km.

I morgen står den på langtur igen. Det bliver dog ikke så langt og tungt som sidste uge, da jeg efter planen vil  løbe lidt kvalitet med marathonpace i weekenden – helst med friske ben denne gang 🙂


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/rnrun.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *