Update uge 17 – vinder af ½ marathon

Det er gået støt og roligt frem de sidste uger. Jeg skulle jo egentlig have løbet Hamborg Marathon for en uge siden, og det var da med lidt blandede følelser jeg fulgte med i fjernsynet i søndags. Jeg kunne måske godt have taget ned og løbet en hæderlig tid, men det ville nok have været et sats med låret. Så jeg fortryder nu ikke selvom det er faktisk er gået rigtig godt med træningen denne uge.

Jeg har også fået løbet et halvmarathon her i weekenden, så lige nu ser jeg positivt jeg frem mod de kommende udfordringer. Om 3 uger er planen at jeg skal løbe en 5000m for klubben til DT-match i elitedivisionen. Jeg mangler noget speed lige pt. i forhold til en hurtig 5000m, men jeg kan forhåbentlig nå at ændre lidt på det, hvis alt går vel de kommende uger 🙂

Træningen i denne uge har ikke budt på den store mængde, men jeg har til gengæld fået nogle gode kvalitetspas i bogen. Mandag løb jeg 13½ km progressiv. Efter lidt opvarmning løb jeg først 7 km progressiv 3.58-3.21 – 500m jog. Herefter løb jeg 3½ km AT i 3.23-3.17 – 500m jog. Endeligt afsluttede jeg med 3km i ca. mp 3.31-3.40-3.32. Det gik overraskende godt, og jeg havde nok lidt indebrændt energi der skulle ud. Formen var helt sikkert bedre end jeg havde frygtet. Efter jeg næsten ikke løbet tempo i 1½ måned, så var lidt bekymret for hvor jeg stod.

Onsdag løb jeg et tempopas nede på stadion. Efter 3 km opvarmning stod den på 8km temposkift bestående af 400m i ca. 10km tempo – 76-77 sek. (3.10-3.13/km) efterfulgt af 400m i 84-88 sek. (3.30-3.40/km) Passet blev løbet uden pauser med en 5k i 16.30 undervejs. Det var fedt at få fyret et rigtig tempopas af med 8km i snit 3.20/km

Herefter stod den på et par meget rolige dage, så jeg var frisk til i går lørdag, hvor jeg havde planlagt at det igen var det tid til at løbe lidt ræs. Med en god træningsuge hvor det støt og roligt er gået frem, så havde jeg besluttet mig for at løbe ½-marathon til Jesperhusløbet.

Jeg løb det samme løb for et par år siden, så jeg vidste godt hvad der ventede. Det er vel en af de mere kuperede ruter jeg har prøvet. De første 10 km er ikke så slemme – måske det jeg vil kalde let kuperet på asfalt. Men de sidste 11 km foregår i skoven omkring Jesperhus, og her er der altså nogle rigtig “pæne” bakker. Det er ikke tilfældigt at området kaldes Legind Bjerge.

Min tanke med løbet var at teste formen lidt af, og se hvor jeg står pt. Ruten er selvsagt ikke speciel hurtig, så tiden var på forhånd underordnet for mig. Opvarmningen til løbet forgik sammen med Troels, der er en af kammesjukkerne fra Skive. Og vi kunne konstatere at det blev et smalt felt på kun ca. 40 deltagere, hvor vi ikke umiddelbart kendte til de andre deltageres niveau. Min plan var at starte stille og roligt ud – følges med Troels i starten medmindre, der var nogle som stak af. Men jeg ville gemme lidt på krudtet, og så give den lidt gas til sidst hvis der var kræfter til det.

Nå, men starten gik og vi lagde ud i noget der ligner 3.50/km tempo de første km. Vi fik følgeskab af et par stykker med det samme. Jeg følte mig godt løbende fra start, og ingen problemer i det tempo, så jeg ville se om vi ikke kan få rystet de 2 følgesvende af. Det kunne være lidt sjovt hvis vi kunne snuppe 1. og 2. pladsen mig og Troels. Den første mand ryger bagud ret hurtigt – måske omkring 3 km. Men den sidste mand hænger på, men ved ca. 4-5km hænger han lidt efter, og jeg tror vi er ved at ryste ham af. Men han hænger hele tiden lidt efter, og knækker ikke. Jeg føler mig stadig rigtig godt løbende og masser af overskud, men Troels som lige er på vej tilbage efter en skade og længere løbepause er så småt ved at køre på sin grænse, så vi skal heller ikke presse tempoet for meget.

Men det går ikke helt som håbet, og forfølgeren kommer faktisk op til os igen, og virker ikke som en der er slået. Vi ligger nu samlet et par km. indtil omkring 8 km. Her begynder det så småt at blive lidt bakket, og der kommer et nedløb på et par hundrede meter. Jeg beslutter at nu er det slut med at holde igen, og smutter afsted fra de 2, og håber bare Troels selv kan knække vores følgesvend.

Jeg får hurtigt slået et hul til de 2, men skifter også fra et tempo omkring 3.50/km til ca. 3.30/km fra 8-11 km. Her når jeg nu til de første alvorlige bakker og løber nu ind i skovområdet. Resten af løbet foregår op og ned – op og ned. Den ene bakke afløser den anden, og tempoet går tilsvarende op og ned – umuligt at holde noget rytme, men jeg ligger stadig med km-tider på mellem 3.32-3.45/km. Men fra 19-20 km løber jeg ind på de værste stigninger, og mine ben syrer helt til når det går op ad, og mit km-tempo varierer fra 4.07/km ved 19km – for herefter at løbe 3.09/km ved 20 km. Det ender med en sikker sejr i tiden 1.17.50, og min kammerat fra Skive Troels har desværre måttet give fortabt til vores konkurrent, der snupper 2. pladsen, men som jeg formår at distancere med næsten 7 minutter på de sidste 13km, så sejren var reelt aldrig i fare.

18195974_10210661218459285_1561039874_o
Præmien blev skam overrakt af selveste Hugo ;)

Update uge 15

Ja, det har været lidt stille på min blog, men nu er det vist på tide med en status på min situation. Jeg har været lidt i kulkælderen, da Hamborg bliver uden min deltagelse, og jeg er rigtig træt af situationen. Men når alt kommer til alt så kan jeg takke mig selv og min utålmodighed for at mine forberedelser er kørt helt af sporet nu – efter det jeg stadig vil kalde en ”uskyldig” forstrækning i låret for en måneds tid siden. Skaden burde dybest set ikke have givet problemer, men jeg er nok blevet grebet lidt af panik og har ikke givet låret den nødvendige ro.

I min sidste update skrev jeg at jeg fornemmede at jeg havde fået hul igennem i uge 13 – der var ikke noget at mærke til låret. Jeg blev for ivrig og pressede helt sikkert en tand for meget på, for at blive helt klar til Hamborg. Men forrige lørdag gik det galt, og skaden sprang op igen. Efterfølgende var låret rigtig ømt i ca. en uges tid efter. Jeg var ikke i tvivl, og min beslutning om  at lægge marathonplanerne på hylden i denne omgang tog jeg hurtigt efter skaden brød op. Så de sidste uger har jeg droslet en del ned for løbetræningen og forsøgt at træne lidt alternativt med cyklen, i motionsrum og i svømmehallen. Nu skal jeg bare have styr på det lår.

Men Hamborg er altså definitivt opgivet. Jeg tør ikke satse med stor risiko for at gøre skaden værre, og nu er mine forberedelser den sidste måneds tid også langt fra optimale. Så jeg må se frem ad nu mod de udfordringer, som har udset mig senere på året. Jeg overvejede ganske kort om jeg i stedet for skulle forsøge mig med Copenhagen marathon, men det passer bare skidt ind i mine forberedelser til sommerens EM for masters i Aarhus, der starter i slutningen af juli. Det vil komme for tæt på med kun 2 måneder imellem. EM i Aarhus er vel nok højdepunktet i år for mit vedkommende sammen med Berlin (forhåbentlig) Hvis jeg skal være skarp til begge dele kræver det at jeg får styr på min lårskade nu, og kan træne målrettet – gerne inden for en måneds tid.

EM i Aarhus bliver en enestående mulighed for at deltage i et større internationalt mesterskab på hjemmebane, så det ser jeg virkelig frem til. Til EM har jeg udset mig 2 discipliner – 4 km cross og ½ marathon. Som dansk mester på kort cross er det jo oplagt at jeg skal deltage i den disciplin. Halvmarathon løbes en uge efter, og her ser det ud at det bliver en stor oplevelse med en rute igennem Aarhus med mange tilskuere, da der sideløbende afholdes Aarhus Half marathon for motionsløbere med en større satsning fra arrangørernes side – det skal nok blive godt!!!

Træningen de sidste par uger er der ikke så meget spændende at berette om. Jeg mærker ikke noget til låret nu, men har heller ikke presset på overhovedet. Men jeg savner efterhånden at løbe lidt kvalitet, men min plan at det først sker om ca. en uges tid, så låret forhåbentlig er klar til det. Ellers har jeg en idé om at finde er par ½marathon, der kan passe ind som en god gang træning i løbet af de næste par måneder.