træning uge 18/19

Godt så, ja det er lidt en stille tid for mit vedkommende… Eller det vil sige jeg får da trænet efter planen lige pt. og har da også lige en 5000m på programmet om 11 dage, hvor jeg skal løbe til DT-match for klubben, hvis det går efter planen.

Men bortset fra det så er der ca. 2½ mdr. til det næste mål, som bliver EM for Masters I Aarhus. Så lige nu går jeg stille og roligt frem og forsøger at genvinde noget hurtighed igen. Jeg kan helt klart mærke på mine hurtigere intervalpas, at jeg mangler speed i benene i forhold til for et par måneder side. Problemer med låret og pausen fra de hurtigere træningspas har suget toppen af min hurtighed ud af benene 🙁

Men selve grundformen og min udholdenhed fejler ikke noget. Det føler jeg klart jeg fik bekræftet til Jesperhus ½marathon for 1½ uge siden, så det haster ikke med at blive superskarp – det skal nok komme med lidt tålmodighed. Jeg går bevidst efter ikke at løbe for mange km i øjeblikket, men prioriterer at være frisk til mine kvalitetspas så de bare sidder i skabet. Jeg ligger i øjeblikket på en mængde omkring 100km i ugen, hvilket er væsentlig mindre end tidligere. Min fornemmelse går imod, at det er nødvendigt og klogest at skære ned på løbemængden med min skadeshistorik de seneste år. Så må jeg hellere supplere med lidt alternativ træning, hvis jeg vurderer at det er nødvendigt.

Min træning de sidste uger har som nævnt flasket sig fint, og tirsdag sidste uge, som kun var 3 dage efter mit ½-marathon, så løb jeg alligevel en gang intervaller på stadion. Jeg følte mig frisk og var ikke specielt ramt efter løbet i Jesperhus, så det i sig selv ser jeg som et godt tegn på at formen ikke er helt tosset. Nå, men efter godt 5 km opvarmning løb jeg først 1000m i 3.05 på digerne ud mod Fjorden, der ligger lige ved siden af stadion. Herefter fortsatte jeg med nogle korte intervaller på stadion bestående af 7 x 200 + 400m med hhv. 200 og 400m jog imellem. De 200m løb jeg på 33-34 sek. (2.45-2.50/km) De 400 m løb jeg på 69-72 sek. (2.53-3.00/km) Til sidst sluttede jeg af med 1000m løbet på 3.09. Det føltes lidt tungt at komme igang med de hurtige intervaller igen, men alt i alt et fint tempopas indeholdende 6,2km i spændet 2.45-3.09/km.

Efter et par rolige restitutionsdage var det tid til nogle tempo-intervaller fredag. Efter 4 km opvarmning løb jeg 6 x 1400m med 600m jog imellem. Intervallerne blev løbet på naturstien – frem og tilbage. Det endte med at blive en halvvarm omgang, da solen brød frem bedst som jeg skulle i gang med intervallerne. Jeg løb planmæssigt 1. km i ca. AT – 3.15-3.20/km og sluttede de sidste 400m af med et temposkift til ca. 5km tempo – 3.04-3.07/km Dermed i alt 8,4km i spændet 3.04-3.20/km.

Fredag aften stod på hygge med nogle venner – vi var ude og spise og til vinsmagning. Det var en rigtig hyggelig aften, så jeg var lidt ristet lørdag efter kun godt og vel 3 timers søvn. Jeg havde bestemt mig for at holde løbefri lørdag, men jeg skulle  selvfølgelig op og se Sub2 underholdning fra Monza tidligt lørdag. Jeg ser det som et rigtig vellykket markedstings-stunt fra Nike, men jeg var underholdt selvom det ikke helt lykkedes for Kipchoge – han er altså bare for vild!!! Mon ikke han smadrer den officielle verdensrekord snart!

Kipchoge

Med hensyn til de lækre futuristiske zoom vaporfly 4% fra Nike, så ved jeg nu ikke om jeg bare skal købe skoene, der snart bliver tilgængelige. Jeg synes måske at prisen er lige høj nok til min smag…. 🙁

Nå, men tilbage til træningen hvor den søndag stod den på langtur hjem fra sommerhus-tur med familien på Lundø. Jeg var stadig lidt småtræt, men efter 6 rolige km føler jeg mig godt løbende, og sætter tempoet lidt i vejret resten af vejen hjem, hvor jeg løber i ca. 4.00-4.10/km pace og slutter af med en enkelt km i 3.36. Langturen på 28 km blev løbet lidt på gefühl, og jeg havde gode friske ben – lækkert!

Denne uge har jeg nået en enkelt omgang intervaller på stadion i går tirsdag. Intervallerne var delt op i 3 serier bestående af 3 x 400m + 800m (sidste 1000m) De 400m løb jeg stabilt i 69-70 sek. (2.52-2-2.55/km) efterfulgt af ca. 20 sek. stå og 200m jog. Serierne blev afsluttet med 800m løbet i 2.26 (3.02-3.03/km) efterfulgt af ca. 20 sek. stå samt 400m jog. De sidste 1000m løb jeg i 3.07. Hermed blev det til ialt 6.2 km i spændet 2.52-3.07/km. Jeg står pt. med en god fornemmelse selvom jeg stadig mangler lidt speed, men føler jeg er på rette vej. Næste konkurrence bliver som sagt en 5000m her d. 21/5, hvor jeg sikkert får et godt fingerpeg om hvordan formen er i øjeblikket.


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/rnrun.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *