Min træning de sidste uger og lidt løbeteori

En opdatering på den sidste uges træning, som hovedsageligt stod på aerob træning og en gang AT-intervaller. Den aerobe træning bliver prioriteret højest pt. da sigtet nu er rettet på Berlin Marathon. Derfor stod sidste uge på 132km med bl.a. en langtur på 30 km indeholdende et roligt udlæg på 10km i 4.40-4.30-tempo, hvorefter jeg afsluttede med 16km aerob progressiv løb – delt op blokke på hhv.  8km i 3.58-3.34  + 4km i 3.40-3.33 + 4km i 3.35-3.18 Løbet med 1 km jog imellem de 3 blokke.

Ideen med et langt pas som dette, er at komme omkring de aerobe zoner på langturen for at træne den udholdenhed, som er alfa og omega når man skal løbe et marathonløb. Samtidig får jeg trænet omkring mit marathon-tempo i slutningen af passet, hvor mine energidepoter så småt er ved at være udtømte. Jeg løber i øvrigt altid uden energi – kun indtag af vand. Energi på træningsture er helt unødvendigt medmindre man løber træningsture på + 3 timer. Sidste uges kvalitet stod der ud over på bakketræning i Krabbesholm skov med en god gang bakketræning – både spurter opad samt fokus på hurtige nedløb for at træne teknik og legspeed.

Jeg skrev sidst at jeg vil komme ind på, hvordan jeg træner og hvorfor. Nu vil jeg starte med at understrege at det naturligvis er individuelt, hvad der mest motiverende for den enkelte – om man er til intervaltræning – bakketræning – lange ture i frisk/langsom tempo – løb i skoven/terræn osv. Men i sidste er det er vigtig at man ikke hele tiden løber samme tempo, og løber de samme ruter asfalt og fladt terræn. Men hele tiden forsøger at gøre sin træning afvekslende prøver at finde nye ruter og forskelligt terræn – ellers bliver det også hurtigt for kedeligt!

Denne uge stod på 6 dage med 131km, og løbefri søndag pga. job. Mandag løb jeg 4 x 2000m AT-intervaller løbet omkring 3.20 med 500m jog imellem. Træning af AT også kaldet mælkesyretærsklen (AT = Anaerob Tærskel) kan du læse mere om her: løbesiden.dk  hvor det er forklaret rigtig fint.

Onsdag stod den igen på lidt aerob – 20km med 13km progressivt fra 4.04-3.24

Fredag nappede jeg ugens langtur på 32km med 17 km omkring marathontempo (3.30 +- 5 sek.) Delt op i 8 x 2k (dog næstsidste på 3km. Snittet i 3.30-3.26-3.27-3.23-3.28-3.33-3.25-3.30. Løbet fra morgenen pga. varmen, og havde lagt vandposter ud dagen før. Det var mit første rigtige marathon specifikke pas frem mod Berlin. Planen er at jeg gerne skal have et par pas omkring mp (marathonpace) af om ugen fra nu. Synes at tempoet føles fint, så formen er fin lige nu og jeg er positiv i forhold til at nå mit mål om at slå min pr.

Efter et par uger med masser af aerob træning, så er planen at der også skal klemmes lidt anerob tempo ind næste uge, så speed og iltoptagelse bliver vedligeholdt. Den anerobe del af træningen skal også vedligeholdes her i marathon forberedelserne, men bør dog ikke fylde mere end højest nødvendigt. Skadesrisikoen ved at træne hårdt og overdrive anaerob træning er forholdsvis stor, samtidig vil det gå ud over den specifikke marathon træning fordi kroppen presses for hårdt til at man restituerer tilstrækkeligt mellem træningspassene.

Ovennævnte træningsteori er naturligvis ikke noget jeg selv har opfundet eller undersøgt, men noget som jeg har læst mig frem til. Derfor vil jeg nævne de bøger som jeg her referer fra. Så kan det være min kildeangivelse, og inspiration hvis nogen skulle savne lidt læsestof omkring løbe- og træningsteori.

Claus Hechmanns ”løb som Eliten” er en fin bog, som forklarer  ovennævnte i et forståeligt sprog, men går måske ikke helt i dybden hvis man virkelig vil nørde træningsteori. Bogen indeholder desuden forslag til træningsprogrammer fra 5km til marathon.

Hechmannsløb

Jack Daniels ”Daniels´Running Formula” indeholder også vigtig træningsteori og forslag til træningsprogrammer, samt er skrevet så de fleste forstår det. Fås dog kun på engelsk.

danielsrunningformula

Til sidst vil jeg nævne bogen ”Science of Running” af Steve Magness. Denne bog er også på engelsk, og her kommer man virkeligt i dybden omkring løbeteori, hvor der rigtig kan nørdes. En rigtig god bog, som jeg kun kan anbefale. Den kan dog virke lidt tung, hvis man først vil til at starte med at læse løbeteori.

scienceof running

Jeg kunne godt nævne flere bøger, men her er vist nok til at styre lysten hos de fleste, hvis man er interesseret i at læse løbeteori 🙂

 

 

Sommertræning

Efter en varm omgang ferie i Almoradi er jeg tilbage i DK med et mere løbevenligt klima. Sidste uge bestod hovedsageligt af rolige km, da det simpelthen var for varmt til andet. Det blev til 120km udelukkende løbet om morgenen ved 8-9 tiden hvor det “kun” var ca. 27-28 grader.  Det eneste kvalitet bestod af at par dage med lidt aerob pace ned til AT – måske sammenlagt 12-13km, samt noget fartleg for at vedligeholde den speed jeg har fået bygget op pt.

Men det er nu fedt og komme hjem og løbe en tur i Krabbesholm skov, da det var fladt som en pandekage i en radius af 20km i Spanien, så har virkeligt savnet lidt terræn og bakker.

Men nu skal jeg ikke beklage mig – det var jo ferie og meget fedt lige at skylde sig under bruseren og hoppe en tur i poolen efter løbeturen 🙂

IMAG2239

Planen de næste uger er naturligvis at få løbet mere kvalitet igen, og bygget flere km op. Med hensyn til mængden vælger jeg frem mod Berlin ikke at løbe så mange km som tidligere. Hvor jeg frem mod de sidste par marathonløb har toppet mængden omkring 170-180km i ugen, så tænker jeg nærmere at jeg vil ramme max. ca. 150-160km denne gang pga. min skadeshistorik det sidste års tid.

De færre km skal dog ses i lyset af, at jeg nu i stedet bruger mere tid på styrketræning, hvilket har været min opskrift på at komme ud af de skadesproblemer jeg har haft med baglåret/ballen. Så rent tidsmæssigt er træningen ikke nedsat.

Jeg vil opdatere træningen her på bloggen de næste uger, og komme nærmere ind på hvordan jeg træner og hvorfor.

Nordisk Mester for Masters på 10.000 meter

Så er jeg klar med en beretning fra løbet i søndags, hvor jeg stillede til start ved de nordiske mesterskaber på 10.000 meter for masters (veteraner) i aldersklassen m40 (40-44 år) Nu havde jeg jo nogle gode minder fra Odense stadion, hvor løbet foregik, da det også var her jeg løb i mål som nr. 3 ved DM i marathon i 2014.

Jeg havde på forhånd studeret startlisten og noteret, at der var en stærk Nordmand som umiddelbart ville blive min hårdeste konkurrent. Men da jeg stod klar i call-room inden løbet, var han ikke dukket op, og nogle af de andre løbere kunne fortælle at han var blevet skadet, og ikke stillede til start. Godt så……  jeg måtte ændre min plan om at lægge mig tæt til ham under løbet.

Når det er et mesterskabsløb som dette, er det udelukkende placeringen og ikke tiden som er vigtigt. Jeg tog en hurtig beslutning om at lægge mig midt i feltet, og se det lidt an og hvordan mine konkurrenter i aldersklassen ville lægge ud. Selve heatet blev løbet med 4 aldersklasser – m35, m40, m45 og m50, og jeg skulle primært holde øje med dem i min egen aldersklasse, da de andre i princippet ikke betød noget for mig rent placeringsmæssigt.

IMG_1716 (1280x853)

Efter lidt opvarmning og lidt stigningsløb på stadion stod vi klar på startlinjen. Starten gik og det stod meget hurtigt klart at der var andre end mig som ville løbe afventende – ingen var interesserede i at tage føringen, så lidt paradoksalt var det den enlige deltager i aldersklassen m50 som førte an de første 2-3 runder. Den første km blev rundet i 3.35 – langsommere end mit marathon-tempo, så det var meget stille og roligt. Men det passede mig rigtig fint, og jeg havde placeret mig midt i feltet med mine konkurrenter lige foran og bagved mig. Tempoet blev sat i vejret de næste par km, og jeg fulgt med i feltet, der langsomt blev tyndet ud i.

IMG_1769 (1280x853)

På et tidspunkt rykker Jesper Meins, som blev den senere vinder af m35-klassen. Jeg beslutter mig hurtigt for at følge efter, og se hvad der sker. En af konkurrenterne i min aldersklasse Brian Lyngvald Schmidt kommer op til os, og vi ligger nu i en 3 mandsgruppe. Meins slår ud efter han har ført an og sat tempo en enkelt omgang. Jeg ligger nu forrest i 3 mandsgruppen, og sætter tempoet i ca. 3.20 pr. km. Stadig ikke et voldsomt tempo, men måske alligevel nok til at gøre min konkurrent i aldersklassen lidt mør, inden jeg efter planen vil forsøge at rykke med ca. et par km igen. Men Jesper Meins (m35) har tilsyneladende samme plan. Han rykker med ca. 2 km igen, og jeg følger igen efter. Brian Schmidt falder nu lidt tilbage. Meins slår igen ud efter han har ført an en omgang. Jeg tager føring, og holder farten oppe i ca. 3.15-tempo som jeg holder de sidste 2 km. Brian Schmidt er faldet længere tilbage, og jeg kan ikke umiddelbart se ham. Meins falder også lidt tilbage til sidst, men hænger nu meget godt på. Han har dog heller ikke den store betydning for mig, da han ikke er i min aldersklasse, men jeg vil nu alligevel gerne vinde hele heatet samlet, hvilket også lykkedes.

IMG_1814 (1280x853)

Jeg føler at min taktik var den rigtige på dagen. Det var et forholdsvist langsomt, blev over 1 minut langsommere end min tid fra DM sidste år. Den første km blev løbet i 3.35 og de sidste 2 km i 3.15-snit, hvilket fortæller alt om hvor taktisk et løb som dette er, og hvorfor tiden – 33.39 ikke er vigtig på dagen.

20160703_143111 (1280x720)

Inden løbet var jeg lidt i tvivl om valget af sko – med eller uden pigge. Valget faldt på Nike Zoom Matumbo med pigge, da vejret var lidt omskifteligt på dagen med skiftevis regn og sol. Derfor var mit ræsonnement, at pigge ville være en fordel med et bedre greb på en våd bane. Det resulterede i et par store vabler ved svangen på begge føder, men bortset fra det fortryder jeg ikke sko-valget. De passer rigtig godt til et hurtigt 5- eller 10.000 meter løb på bane.

Jeg kan nu kalde mig nordisk mester. Løbet var et vigtigt del-mål for mig på vejen til Berlin om knap 2½ måned, og føler at formen er hvor den skal være nu. Planen er nu at holde formen ved lige her i sommerferien, og løbe 24-timers løb for et stærkt hold i Viborg om en måneds tid. Hvorefter jeg for alvor skal i gang med den specifikke marathontræning.

Der ligger billeder fra løbet her

Sidste update inden NMACS i Odense

Så er det i morgen det går løs. Kl. 13.20 står jeg klar på stregen i Odense og skal æde mig igennem 25 omgange på stadion. Jeg forventer at det bliver et strategisk løb, hvor tiden er underordnet når det er et mesterskabsløb.  At dømme ud fra startlisten er der en nordmand som jeg skal holde godt øje med.

Jeg føler mig helt klar og skarp, så der skal ikke være nogen undskyldninger der – og jeg glæder mig til at give den gas 🙂

Resultat kan findes ca. ved 14-tiden i morgen på dette: link

 

Sidste kvalitet inden NMACS i Odense på søndag

Dagens træning bestod af 10 km opvarmning før jeg løb de sidste intervaller inden det går løs på søndag. Formålet med træningen i dag var at træne lidt konkurrence-tempo, samt lidt speed. Så det blev til 3 x 800m i 3.10-3.15km samt 3 x 400 m i 67 sek ind i mellem og 400 m jog imellem. Tempoet var nok lige en anelse hurtigere end det bliver søndag. Jeg fik desuden testet sko, men er stadig lidt i syv sind om jeg skal løbe med spikes eller uden.

Matumbo som er vildt lækre – og kun vejer 118 gram

IMAG2207

eller Zoom Streak LT 3 uden pigge – som vil være det sikre valg – 158 gram

IMAG2208

Er lidt usikker på om det ikke bliver lidt hård kost med pigge på en 10.000m, da jeg ikke træner eller løber ret meget baneløb med pigge. Man skal meget gerne løbe helt fremme på foden når man løber med pigge – også de sidste km. Men beslutningen skal tages, og måske tager jeg den først på søndag – bom bom…..

IMAG2211 IMAG2213

DK-singletten blev også testet – den spiller bare 🙂