Vinteren er så småt over os

Godt så det er ved at være et par uger siden sidste update her på bloggen, men der har ikke været så meget spændende at berette. Det er lidt en stille tid hvad angår løb, hvor mit fokus er på grundtræning. Men nu er det blevet vinter med frost og sne på veje og stier og man skal passe på glatte steder pga. is og lign. Men det foretrækker jeg nu også i forhold til de sidste par uger der ellers har budt på blæst og regn, som der ikke ligefrem er min livret – sikkert ligesom 99% af alle andre løbere 🙂

Derfor er det også en periode, hvor jeg må grave dybt efter motivationen ind i mellem. Jeg må ærligt indrømme at der har været flere dage her på det sidste, hvor jeg mest havde lyst til at lade løbeskoene stå for dagen. Men afsted skal man jo – eller det vil sige jeg tog faktisk løbefri 3 dage sidste uge, men det var pga. min venstre fod igen var begyndt at rumstere en smule. Så foden blev skånet, og jeg benyttede i stedet muligheden til at træne lidt alternativt med hhv. mountainbike, svømning og en tur i motionsrum, hvor romaskinen og crosstraineren blev benyttet + lidt styrketræning.

Nå jeg springer løbetræningen over som i sidste uge, så træner jeg (næsten) altid alternativt, og typisk mindst en times tid. Når motivationen en gang i mellem nærmer sig nulpunktet, og man ikke ligefrem springer i løbeskoene med den største iver, så kan det være fint at træne lidt alternativt, eller måske lave nogle løbeaftaler, så man er lidt hængt op på at komme afsted selvom det er noget surt vejr.

Sidste uge bød kun på 70 km i løbeskoene pga. jeg holdt lidt løbefri. Ugen før rundede jeg 107 km for ugen med den længste tur på 25 km. Kvaliteten har stort set begrænset sig til et par progressive ture hvor jeg har løbet 12-13 km i et tempo fra ca. 4.00-3.25

Jeg nappede dog også en kortere tempotur forrige lørdag, hvor jeg skulle prøve kræfter med ”skovtrolden” Det er er en rute rundt i Krabbesholm skov her i Skive. Se ruten her

Men hvorfor nu det ? Jo, nu er jeg lige begyndt at bruge Strava her for nyligt, og har opdaget begrebet ”segmenter” der benyttes i Strava. Her kan man oprette en rute eller en strækning som et segment inde i Strava, og teste formen af og sammenligne både med sig selv, men også med andre. Det er helt sikkert noget jeg vil benytte fremover i min træning og teste formen af på disse segmenter, hvor jeg har et glimrende sammenligningsgrundlag og kan se hvordan min form udvikler sig. Men jeg fik altså testet hvor hurtigt jeg kunne løbe Skovtrolds-segmentet sidste lørdag. Det er en rute på ca. 4,2 km med nogle gode bakker undervejs. Jeg løb den rundt i 14.54 med et snit på 3.35/km, så må vi se her om en uge eller 2, hvad tiden så bliver 🙂

Jeg har ikke mærket det store til foden denne uge efter jeg holdte lidt løbefri, så jeg føler der er styr på det pt, og er ikke så bekymret. Jeg løb i går torsdag en langtur på 27 km med 9 + 7 km progressiv (3.56-3.25 + 3.59-3.28) Og har ikke mærket noget efterfølgende, så det tager jeg som et godt tegn. Men jeg tager igen løbefri, hvis der er antræk til ømhed eller lign. for der skal bare ikke risikeres noget lige nu når der er ikke noget på spil, og jeg har ikke planer om at deltage i løb den kommende tid. Nu kører jeg grundtræning den kommende måned, og vil forsøge at blive klar til Cross-turneringen i det nye år. Jeg regner med stille og roligt, at bygge lidt mere tempo og hurtighed ind i træningen om et par uger, hvis alt går vel og foden ikke driller mere 🙂


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/rnrun.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *