Uge 7 – indendørs DM 3000m

Så stod den igen på konkurrence med 3000m ved indendørs DM i søndags. Jeg er altid lidt spændt op til konkurrencer, men denne gang var jeg nok lidt mere afslappet end da jeg løb DM i cross for en lille måneds tid siden. Nu var det ikke en placering som var målsætningen denne gang, men jeg ville selvfølgelig gå efter en hurtig tid og gerne ny pr. på distancen. Så jeg havde nedsat mængden for ugen, hvor jeg nåede op på 107 km i alt. Dermed skulle jeg gerne stå klar med friske ben, da startskuddet gik søndag.

Det sidste kvalitetspas inden søndag, løb jeg torsdag, hvor den stod på 14km progressivt fra 3.57-3.18/km med 5-6 km omkring marathonpace, og så ellers lige et par rolige korte ture fredag og lørdag. Dermed var jeg frisk og tændt søndag eftermiddag.  Efter en opvarmningtur i skoven og nogle stigningsløb var jeg klar til start i arenaen.

Målsætningen var klar – ny pr. og løbe sub 9.00. Det var helt sikkert muligt, men hvor langt ned jeg kunne presse tiden var jeg usikker på. Nu var der hele 26 løbere tilmeldt på 3000m, så der var lidt tvivl om vi skulle deles op i 3 heats, men med 4 afbud blev det heldigvis kun 2 heat. Det passede mig rigtig godt, da jeg var tilmeldt med en tid i den tunge ende, og helst ville løbe i B-finalen, hvor tempoet sandsynligvis ville passe bedst i forhold til mit mål.

32845419822_b50152b30e_o
Så er vi klar til at give den gas!                                                                                     Foto af Gunnar Sørensen

Så gik startskuddet, og jeg fik mig hurtigt placeret bagerst i feltet. Jeg skulle ikke til at bruge kræfter på en placeringskamp, der både kan være lidt risikabel og koste kræfter, og jeg var heller ikke interesseret i et alt for hurtigt udlæg – det kan blive dyrt i den anden ende.

32874785901_8e64fef49b_o
Jeg ligger fint bagerst i feltet.                                                                                      (foto af Gunnar Sørensen)

De første omgange forløber lige efter mit hoved – tempoet er tilpas og føler hurtigt jeg finder en god rytme. Jeg får checket omgangstiderne på mit ur på den første km som bliver rundet i 2.59-3.00. Helt perfekt!

32618655860_78255328f1_o
foto af Gunnar Sørensen

Herefter har jeg ikke helt styr på tiden, men koncentrerer mig mere om at holde mig til de forreste, da der begynder at opstå huller i feltet. Nogen begynder at falde tilbage, og efter 2. km kan jeg konstatere at tempoet er sat en anelse i vejret – stadig helt perfekt for mig. Nu skal jeg hænge på – der må helst ikke opstå huller. Men jeg føler mig ikke presset, og har stadig en god rytme. Der falder flere tilbage, og vi er vel en 3-4 stykker i front nu, hvor Laust Bengtsen fra Aarhus 1900 sætter tempoet. Anton Harrsen også en  1900 mand går alene i front og får et hul på ca. 10-20 meter ned til os. Med 3 omgange igen smutter jeg forbi en mand, og er jeg nu oppe i hælene på Laust. Jeg overvejer – ”skal jeg øge tempoet en smule nu eller vente en omgang” Jeg føler mig virkelig godt løbende, og smutter nu også forbi Laust Bengtsen, og sætter tempoet op på de sidste 2 omgange, hvor jeg nærmer mig Harresen foran, men han øger også øget tempoet, så jeg når ikke nå op til ham. Jeg æder mig selv til sidst og løber ind i tiden 8.52.33 – ny pr. med 11 sekunder – forløsning!!!

Jeg er helt smadret og dejser nærmest om på gulvet – fuldstændig udmattet, og skal lige finde mig selv igen. Øjeblikket er fanget rigtig godt på dette billede af Eventmedia

Jeg kan høre mine drenge der står sammen med Rikke og svigerforældre, og kalder på mig ovre på den anden side af løbebanen. De stod og heppede og råbte til mig under løbet. Dejligt med opbakning, hvilket der selvfølgelig også var fra mange andre da jeg ´var på hjemmebane i Skive. Jeg får stavret mig op på benene, og får sagt hej til drengene – tror de var lidt stolte af far i dag 🙂

Det ender med at jeg får en sammenlagt 10. plads ved DM ud af 21 startende. Det var klart en bedre placering end jeg havde forventet, meeen ret skal være ret, og næste heat med de hurtigste løbere bliver løbet meget strategisk den 1. km – vistnok i 3.07, så jeg ender op med en hurtigere tid end nogle stykker fra det ”hurtige” heat pga. deres langsomme udlægstempo. Se resultatliste her

Nå, men der var ikke så meget tid til at hvile på laurbærrene, for jeg havde faktisk bestemt mig for at løbe lidt kvalitet lige efter løbet. Så kunne jeg holde en rigtig restitutionsdag mandag. Der er ikke det store træningsudbytte i sig selv ved at løbe en 3000m – ud over en smule anaerob træning. Så på vejen hjem fra arenaen løb jeg 5 km i marathonpace 3.29-3.33/km og hermed et fint træningsudbytte for dagen.

Det er altid fedt at rykke grænser og sætte nye personlige rekorder, og det er en af de væsentlige drivkræfter for mange løbere. Nu er mit næste mål DM 10 km landevej d. 1. april, hvor jeg igen håber på en hurtig tid. Jeg føler at jeg er rigtig skarp pt. hurtigheden er nok bedre en nogensinde. Så hvis jeg kan holde den nuværende form kørende og bygge yderligere på med specifik træning op til Hamborg marathon – gerne uden bump på vejen. Ja, så er det nu heller ikke utænkeligt, at jeg kan løbe en rigtig god tid dernede. Jeg håber virkelig det lykkes at blive klar til de 42,2 km denne gang!!!


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/rnrun.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

En tanke om "Uge 7 – indendørs DM 3000m"

Skriv et svar til Annette Nørgård Jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *