Træning uge 47-48 – hyldet som mester – optaget i Powerteam

strava301116

Træningsmængden er blev øget de sidste uger, og jeg har så småt taget hul på lidt tempo-træning med nogle bakkespurter i Krabbesholm skov, hvor jeg mandag fik jeg sneget en gang bakketræning ind i en halvlang tur på 20km. Det blev til 5 x 300 + 6 x200m bakkespurter. I alt ca. 2700m løbet i hhv. 62-63 sek. og 43-44 sek. Det er altid ”godt” med nogle dræbende bakkespurter når der skal bygges tempo op i træningen, og nu vil jeg gerne have lidt fart i benene inden jeg skal løbe en 3000m næste lørdag, så jeg ikke falder helt igennem.

Torsdag: Stod den på ugens langtur, hvor det blev til i alt 31km. Turen bød på 17 km progressivt aerob – 9 + 8 km løbet i 4.01-3-25/km De første 9km løb jeg ude i plantagen, hvor det er lidt kuperet. Min fornemmelse var end sidste langtur, hvor der ikke var så meget at skyde med. Men ingen problemer i dag bortset fra jeg igen ved at gå lidt kold de sidste par km, hvor jeg joggede af. Måske var jeg lidt dehydreret – selv om jeg drak lidt under vejs, men svedte en del. Man er jo nød til at pakke sig lidt ind med de temperaturer vi har lige pt.

Lørdag: Stod den på en hyggetur på 18-19km. En tur med Sissel, Jesper og Henrik. Jesper Dahlgård har jeg tidligere omtalt, da han har lavet siden mereløb.dk. Sissel er det nye ”stjerneskud” i Skive AM. Hun dukkede pludselig op – nærmest ud af ingenting tidligere på året, og er siden blevet dansk U23 mester på 10.000m og kort cross, samt belønnet med et par landsholdsudtagelser. Hende kan I læse meget mere om på hendes facebookside. Henrik Dahl er sub 3.00-løber, og sigter vist nok mod 2.50??? Men det var ellers en rigtig hyggeligt tur med masser af snak.

Bagefter var der hyldning af mestre i klubben med æbleskiver og gløgg. Jeg blev jo Nordisk mester på 10.000m denne sommer i min aldersklasse, så jeg blevet hyldet sammen med de øvrige nationale og internationale mestre i SAM denne eftermiddag. Jeg blev desuden ”officielt” overrakt bevis på, at jeg efter min nordiske titel nu er en del af powerteam – eller powermasters som det hedder for en “gammel” mand som mig 😉 Jeg fik nemlig overrakt en lækker træningsdragt, som er en af flere fordele ved at være med i powerteam. Man har blandet andet mulighed for at få dækket udgifter i forbindelse med træningslejr – ikke tosset!

bdr
Powerteam-tøjet blev testet i går – lækkert !

Mandag denne uge løb jeg intervaller nede  på stadion efter 8km opvarmning. Det blev til 6 x 1200m indeholdende temposkift med 800m AT + 400m anaerob. De blev løbet i 2.40-2.42min. + 75-76sek = 3.20-3.22/km + 3.07-3.10/km. Jeg følte det gik fint med tempoet, og var ikke voldsomt presset, men det er jo heller ikke meningen med denne type intervaller. Sammenlagt løb jeg 7200m i spændet 3.07-3.22 min/km – 2400m anaerob + 4800m AT på ca. 19 ½ minutter. Intervalpause var 400m jog (ca. 2½ min.)

Træningen i dag onsdag bestod i en gang bakkespurter her fra morgenen inden jeg skulle møde på job. Ikke min favorit med tempo-træning fra morgenen – allerede kl. 8 – puha der skal lige sparkes gang i stængerne. 🙂  Men det blev da til 6 x 200m (44-45 sek.) + 4 x 300 (63-64 sek.) så i alt 2400m fin bakketræning.

På skades/skavank fronten, så mærker ikke noget til venstre fod længere, men der har været lidt ømhed i mit højre knæ her de sidste par dage. Det er ikke umiddelbart noget alarmerende, da det med stor sandsynlighed er min gamle korsbåndskade der spøger. Det kommer og går en gang i mellem. Men jeg overvejer alligevel at give knæet lidt ro og tage en tur i svømmehallen i morgen i stedet for løbetræning. De lover alligevel rigtig dårligt vejr med regn og blæst – såeh…….  😉


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/rnrun.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *