Efter en varm omgang ferie i Almoradi er jeg tilbage i DK med et mere løbevenligt klima. Sidste uge bestod hovedsageligt af rolige km, da det simpelthen var for varmt til andet. Det blev til 120km udelukkende løbet om morgenen ved 8-9 tiden hvor det “kun” var ca. 27-28 grader. Det eneste kvalitet bestod af at par dage med lidt aerob pace ned til AT – måske sammenlagt 12-13km, samt noget fartleg for at vedligeholde den speed jeg har fået bygget op pt.
Men det er nu fedt og komme hjem og løbe en tur i Krabbesholm skov, da det var fladt som en pandekage i en radius af 20km i Spanien, så har virkeligt savnet lidt terræn og bakker.
Men nu skal jeg ikke beklage mig – det var jo ferie og meget fedt lige at skylde sig under bruseren og hoppe en tur i poolen efter løbeturen 🙂
Planen de næste uger er naturligvis at få løbet mere kvalitet igen, og bygget flere km op. Med hensyn til mængden vælger jeg frem mod Berlin ikke at løbe så mange km som tidligere. Hvor jeg frem mod de sidste par marathonløb har toppet mængden omkring 170-180km i ugen, så tænker jeg nærmere at jeg vil ramme max. ca. 150-160km denne gang pga. min skadeshistorik det sidste års tid.
De færre km skal dog ses i lyset af, at jeg nu i stedet bruger mere tid på styrketræning, hvilket har været min opskrift på at komme ud af de skadesproblemer jeg har haft med baglåret/ballen. Så rent tidsmæssigt er træningen ikke nedsat.
Jeg vil opdatere træningen her på bloggen de næste uger, og komme nærmere ind på hvordan jeg træner og hvorfor.