Kun 1 uge tilbage

Nå, nu begynder det for alvor at snerpe til….

Nu vil jeg sætte mig til rette og spændt følge med i Cph. Halvmaraton/DM. Det bliver spændende hvem, der nupper DM-titlen, men jeg hepper selvfølgelig på Thijs, der stammer fra mit lokalområde, og bestemt ikke er uden chancer i dag.

For mit eget vedkommende, så er der jo kun præcis en uge til jeg forhåbentlig er godt på vej i Berlin. Jeg kan allerede mærke spændingen, og lidt sommerfugle i maven.

Når jeg ser tilbage på træningen i ugens løb, så har den været lidt præget af halvmarathon i søndags + nedtrapningen, som er i fokus. Jeg følte mig egentlig ikke så ramt efter søndagens halvmarathon, så det lover jo godt! Efter en rolig dag mandag, havde jeg en pæn tur i skoven tirsdag med 2-3 omgange i skoven med fokus på teknik. Dvs. speed op og ned – høje knæ osv. Men ikke et decideret kvalitetspas med tempo.

Onsdag stod den til gengæld på tempo nede omkring digerne og ud langs fjorden. Her løb jeg 2 serier med temposkift a 3500m – fordelt med 4 x 500m i mp 3:30/km og 3 x 500m aerob i 3:10-3:12/km på skift. Med 1 km jog imellem. Det var en halv varm fornøjelse selvom jeg allerede løb ved 9-tiden. Men fint at få trænet tempo på samme tidspunkt som Berlin bliver skudt i gang.

Fredag blev den sidste langtur inden Berlin nappet med i alt 26 km, hvoraf 20 km progressivt efter 3 km opvarmning. Den progressive del løbet fra 3.58-3.18/km med 5 km omkring marathonpace + 2 km i hmp (3.19+3.18/km) Jeg var igen en smule presset af varmen undervejs, og fik igen øvet væske og energi.

Nu ved jeg ikke om det er et sidste øjebliks paranoia. Men efter langturen følte jeg en smule ømhed under venstre fod, som er lidt diffus. Det gør ikke rigtig ondt, men nærmest som en summen – tror foden prøver at fortælle at den trænger til ro nu. Så det får den nu. Jeg havde planlagt en løbefri dag søndag pga. job, og tog desuden lørdagens restitutionstur på mountainbike i stedet for løb. Jeg tager bare ikke nogen chancer nu med kun 1 uge tilbage. Nu er man jo nok ekstra opmærksom på den mindste smerte eller ømhed når man er så tæt på målet. Jeg havde tilsvarende lidt problemer den sidste uge før Hamborg 2014 med ømhed og irritation ved hoften, men det gik jo meget godt alligevel hvor jeg satte pr.

Den næste uges træning er ren og skær vedligeholdelse. Nogle kortere ture med lidt marathonpace et par af dagene, og nok en enkelt fridag eller 2 – afhængig af hvordan foden udvikler sig.

Min opmærksomhed går selvfølgelig også på vejrudsigten i Berlin, og det ser jo intet mindre end lovende ud. Håber det holder 🙂

vejrberlin

 


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/rnrun.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *